En morgenstund drog molboerne til skovs for at fælde træer.
Da de havde hugget så langt ind i stammen på et træ, at de mente de kunne vælte træet over ende, opdagede de, at de havde glemt noget … De havde glemt at tage et reb med til at trække træet omkuld med.
Men længe var molboerne ikke rådvilde; de blev nemt enige om, at en af dem skulle klatre op i træet og lægge sin hals i en kløftet gren. De andre skulle så trække i hans ben og prøve at få træet til at falde på den måde.
Som sagt så gjort! En af dem klatrede op og anbragte modigt sin hals mellem to grene, … og de andre halede af fuld kraft i hans ben.
Men desværre mislykkedes denne velovervejede plan helt og holdent! Ved første ryk gik hovedet af manden i træet og blev siddende deroppe, mens kroppen faldt ned på jorden.
Det blev de alle sammen meget forbavsede over, … . .. men da der ikke var noget at gøre ved det, så lagde de den hovedløse krop på en vogn og kørte hjem til hans kone.
De spurgte hende, om hendes mand havde haft sit hoved med sig om morgenen, da han gik hjemmefra. – “Det kan jeg ikke rigtig huske nu,” svarede konen.
Men da hun havde tænkt sig lidt om, udbrød hun: “Jo, minsandten havde han sit hoved med sig, for han åd kål med det i morges, før han drog af sted!”